Too Good To Go lancerer uddannelsesportal om madspildToo Good To Go lancerer uddannelsesportal om madspild
Madspildsvirksomheden Too Good To Go rykker nu helt ind i klasseværelserne med lanceringen af en ny portal med masser af undervisningsmateriale. Portalen skal gøre elever og lærere i både grundskolen, på ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser klogere på konsekvenserne af madspild, og på hvad den enkelte kan gøre for at mindske det.
For nylig konkluderede en rapport fra FN’s klimapanel, at mellem 25 og 30 procent af alle verdens fødevarer går tabt, hvilket gør madspild til et enormt miljøproblem. Alligevel er de færreste klar over, hvilke konsekvenser det har, når vi smider en plettet banan eller resterne af aftensmaden i skraldespanden.
Derfor sætter madspildsvirksomheden Too Good To Go nu ind med en helt ny uddannelsesportal, der skal oplyse om madspild. Portalen er opdelt i fire søjler med undervisningsmateriale tilpasset
4. - 6. klasse, 7. - 9. klasse, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.
Too Good To Go’s landechef, Heidi Boye, fortæller, at portalen er resultatet af en voksende efterspørgsel fra uddannelsesinstitutioner over hele landet:
“Siden Too Good To Go-appen blev lanceret i 2016, er vi blevet væltet af henvendelser fra elever, studerende og undervisere, der ønsker at belyse madspildsproblematikken i opgaver, projekter og den daglige undervisning. Det har vi nu valgt at handle på ved at udvikle en uddannelsesportal, der ikke bare oplyser om problemet, men også kommer med håndgribelige værktøjer til, hvordan vi hver især kan bidrage til at løse det.”
Too Good To Go samarbejder allerede med en række uddannelsesinstitutioner og har udviklet uddannelsesmateriale i samarbejde med bl.a. Gyldendal og Systime. Med lanceringen af uddannelsesportalen er oplysningspotentialet vokset, og målet er nu at inspirere 500 uddannelsesinstitutioner i Europa inden år 2020.
“Madspild udspringer ofte af dårlige vaner, som tager tid at ændre. Derfor skal vi have madspild på skoleskemaet, så vi kan få skabt miljøvenlige forbrugssituationer så tidligt som muligt. Undersøgelse efter undersøgelse konkluderer, at danskerne, og især de unge, er særdeles bevidste om klimaforandringerne og er klar til at handle. Derfor har vi gjort meget ud af at gøre uddannelsesportalen praksisorienteret, så man både bliver klogere og kan inspirere familien med tip og tricks hjemme i køkkenet,” fortsætter Heidi Boye.
Uddannelsesportalen byder på alt fra madspildsquizzer og underholdende spil til øvelser, artikler, virkelighedsnære cases og forslag til problemorienterede projektemner og problemformuleringer. Indholdet på portalen vil løbende blive opdateret og udskiftet, så det altid tager udgangspunkt i den nyeste viden og forskning på området.
Uddannelsesportalen er en del af et større onlineunivers med materiale om Too Good To Go’s bevægelse mod madspild. Udover uddannelse retter sitet fokus mod temaerne Husholdninger, Virksomheder og Politik. Derudover er der oprettet en vidensbank, som samler alt, der er værd at vide om madspild.
For yderligere information
Tanja Møller Andersen, PR-ansvarlig for Too Good To Go, tlf. 81 77 37 18, presse@toogoodtogo.dk
Om Too Good To Go
Madspildsappen Too Good To Go blev lanceret i 2016, og de nu over 12 mio. brugere har siden da reddet mere end 19 mio. måltider, hvilket svarer til over 48.000 ton sparet CO2. Appen har dermed gjort en væsentlig forskel i kampen mod madspild i de 12 lande, hvor appen er aktiv: Danmark, Norge, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz, Spanien, Italien, Polen og Østrig.
Del dette